By Sune Højrup Bencke
October 8, 2014
Der var engang, hvor flyrejser var lig med noget eksklusivt, dekadent og luksuriøst, og langt fra alle forundt.
Hvor maden blev serveret på tungt, klirrende porcelæn, hvor der var cocktails i lind strøm, hvor man måtte ryge på flyet, og hvor man blev opvartet af stewardesser med korte nederdele og jakker og hatte på sned.
Sådan er i hvert fald historikken omkring flyvningen med det ikoniske amerikanske flyselskab Pan Am, der mellem stiftelsen i 1927 og kollapset i 1991 var selve billedet på det sorgløse liv i de højere luftlag.
Nu genopliver det amerikanske firma Air Hollywood den oplevelse. Bare uden at flyve. Det skriver telegraph.co.uk.
Air Hollywood har bygget en nøjagtig kopi af kabinen på en af Pan Ams legendariske 747’er jumbojetter.
For 1.200 kroner får du fire timer i Pan Am-universet anno 1973 i flyets business class-område. For 1.730 kroner kan du tage trappen op til flyets 1. sal og komme på rejse tilbage i tiden dér.
Gæsterne bliver modtaget af personale i lyseblå Pan Am-uniformer og får en drink, hvorefter der følger fire retter serveret fra de originale madvogne fra flyselskabet. Der vil være dug på bordet og sølvbestik, og maden er 1970’er-klassikere som rejecocktail og chateaubriand (en tyk skive oksemørbrad, red.). Efter middagen er der frugt og ost, cognac og kaffe.
Både i stuen og på 1. sal vil der efterfølgende blive vist film fra Pan Am-æraen.
Hvis du vil have billetter, skal du være hurtigt ude – de bliver revet væk. I øjeblikket er alt udsolgt. Men den 14. november vil kalenderen for 2015 blive offentliggjort.
Bag projektet står blandt andet Anthony Toth, der er indehaver af den største samling af Pan Am-effekter i verden. I dag er han en af de største udbydere af flyeffekter til filmproduktionen i Hollywood.